Når antallet af ulve skal opgøres i europæiske lande, er brugen af omregningsfaktor – frem for opgørelse i antal individer – helt almindelig. Det gælder særligt, når en ulvebestand, der som den danske er etableret, hvor en opgørelse i yngleenheder således bliver mere retvisende.

I foråret anbefalede den nationale ulveovervågning, at den danske ulvebestand fremover skal opgøres som antal kobler, par og enlige revirhævdende ulve fremfor antal individer, som det tidligere har været praksis.

Med denne nye metode opgøres antal ulve i forårsbestanden ved at gange antallet af reproducerende par (kobler) med syv.

Ny metode skyldtes manglende ressourcer

Et helt nyt notat fra den nationale ulveovervågning redegør nu for, hvordan man bestemmer antallet af ulve per kobbel, samt hvordan ulvebestandes størrelse opgøres i resten af Europa.

Den direkte årsag til at måtte skifte metode i foråret var et spørgsmål om ressourcer.

Ulveovervågningen havde ikke længere ressourcer til at overvåge hver enkelt ulv i Danmark. Det skyldtes både de øgede analyseomkostninger og den voksende ulvebestand herhjemme.

Metode afhænger af etablering

Med adskillige flere kobler i Danmark er det nu mere retvisende at opgøre i yngleenheder.

Det er naturligt for en bestand under etablering at opgøre bestanden i antal individer.

Men når bestanden er etableret, er det biologisk mere retvisende at opgøre den i yngleenheder. Denne metode anvendes blandt andet også for fugle.

Ulveovervågningen har siden juni 2024 fremhævet, at hvis antallet af analyserede DNA-prøver per ulv forbliver på det lavere niveau i forhold til tidligere og i forhold til den voksende ulvebestand, kan det blive nødvendigt i fremtiden at korrigere det estimerede antal individer i forhold til forventet dødelighed og udvandring.

Satte spørgsmål ved ny opgørelsesmetode

Fra politisk hold er der dog blevet sat spørgsmålstegn ved den ny opgørelsesmetode.

Derfor har DCE på anmodning af myndighederne i et nyt notat redegjort for hvilke faktorer, der påvirker forholdet mellem antallet af individer og antallet af kobler, samt hvordan antallet af ulve opgøres i resten af Europa.

I marts 2025 indstillede den nationale overvågning endelig til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV): At den danske ulvebestand fremover bør opgøres som antal kobler (par med unger), par (kommende kobler) og enlige revirhævdende ulve (kommende par) fremfor fortsat at forsøge at estimere det samlede antal individer.

Flest ulve om sommeren, færrest i foråret

I den nye metode, hvor denne korrektion indgår, beregnes det omtrentlige antal ulve i forårsbestanden ved at gange antallet af kobler med syv.

Denne omregningsfaktor, som tidligere har været benyttet af DCE i forbindelse med et rådgivningsnotat fra 2023, er baseret på en anbefaling fra IUCN. Her anbefales antallet af ulve i vinter/forårsbestanden til at blive sat til mellem 6 og 8 gange antallet af kobler.

Som det fremgår af det nye notat, varierer forholdet mellem det totale antal individer og antal kobler i en bestand – både i løbet af året og fra bestand til bestand.

På årsbasis er antallet af individer i ulvebestande således altid højest om sommeren, lige efter hvalpene er født – og lavest i april før årets hvalpe fødes. Forholdet mellem antal ulve og antal kobler vil derfor typisk være lavest om foråret.

Forholdet mellem antallet af ulve i bestanden og antallet af kobler øges med den gennemsnitlige kobbelstørrelse og med andelen af ulve i bestanden, som ikke er tilknyttet et kobbel.

I en bestand i fremgang vil andelen af enlige ulve samt ulve, der lever som par, kunne være højere end i stabile bestande. Dette af den simple grund at de endnu ikke har nået at få unger.

Beregning af forårsbestanden i andre lande

Redegørelsen viser, at alle lande opgør ulvebestande ud fra antallet af kobler og par. Omregningsfaktorerne varierer fra fem til ti ulve per kobbel på tværs af landene.

Den laveste omregningsfaktor benyttes i Belgien. Her regnes med fem ulve per kobbel fra den gennemsnitlige kobbelstørrelse om vinteren.

Herefter følger Grækenland og Tjekkiet. Ud fra opgivne tal for antal ulve og antal kobler rapporterer man her 5,5 ulve per kobbel. Tjekkiet opgør deres ulveantal som antal kobler gange med fire plus antal par ganget med to.

Tyskland bruger tilsyneladende samme opgørelsesprincip som Tjekkiet. Her passer de rapporterede tal overens med, at antallet af ulve opgøres som antal kobler gange seks plus antal par gange to. Totalt set svarer dette til 6,3 ulve per kobbel.

Spanien opgiver ét sted en omregningsfaktor på 6-8 – og et andet sted en omregningsfaktor på 7-8.

Litauen opgør deres omregningsfaktor til 8 ulve per kobbel.

Finland bruger 9 ulve per kobbel som omregningsfaktor.

Vores nabo Sverige skiller sig ud

I forhold til andre lande i Europa skiller Sverige sig ud. De er det eneste land, der systematisk har undersøgt, hvor mange ulve, der er i bestanden i forhold til antal kobler.

Det gør man i Sverige om efteråret – altså før årets ulvejagt starter.

På dette tidspunkt vil der i gennemsnit være ni ulve i bestanden for hvert kobbel. Forholdet svinger dog fra år til år.

Af traditionelle grunde fastholder Sverige dog en omregningsfaktor på ti ulve per kobbel for efterårsbestanden. Samme høje faktor benyttes af Estland.

Læs den fulde redegørelse her: Sunde, P. & Olsen, (2025) Omregningsfaktorer fra antal kobler til antal individer i ulvebestande. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 12 s. Fagligt notat nr. 2025|47

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Peter Sunde, Professor ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, psu@ecos.au.dk / +45 20 63 07 04.

Kent Olsen Videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum Aarhus. kent@nathist.dk  / +45 40 27 20 30.

Fotokreditering: Eskil J. Nielsen-Ferreira