7. jan 2020

Ny hanulv kan være søgt mod Danmark

Ifølge overvågningen af ulve i Slesvig-Holstein kan en ny hanulv være udvandret fra Tyskland til Danmark. DNA-spor viser i hvert fald, at en ulv omkring årsskiftet har bevæget sig op til lige syd for grænsen.

Der er formentlig tale om en hanulv, der ikke tidligere er kendt fra Danmark, og som har kodenavnet GW1430m. I november og december 2019 er den blevet registreret flere gange i Ditmarsken i det sydvestlige Slesvig-Holsten, hvor sidste fund blev gjort 27. december. Få dage senere natten mellem 29. december og 30. december er en ulv, der formodentlig kan være den samme, blevet registreret i Gudskog ved Aventoft lige syd for den dansk-tyske grænse. Det kan derfor ikke udelukkes, at den ligesom andre enlige strejfende ulve fra tyskland er indvandret til Danmark.

Særligt enlige ulve under vandring kan tilbagelægge store afstande på kort tid og er derfor svære at følge. Derfor opfordres alle med interesse i at bidrage med viden om ulve til at indsende eksempelvis billeder eller observationer af ulve og formodede ulve via www.ulveatlas.dk.

Kilde: SAT.1

  • Kent Olsen