12. mar 2024

Februar 2024: Månedlig status fra ulveovervågningen

Hermed præsenteres en månedlig status fra den nationale overvågning af ulv i Danmark dækkende februar 2024.

I henhold til den kontrakt Miljøstyrelsen har indgået med det videnskabelige konsortium bestående af Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet om overvågning af ulv i Danmark, skal konsortiet udarbejde en månedlig afrapportering til Miljøstyrelsen. Hermed præsenteres en status dækkende februar 2024.

Det vurderes, at der med udgangen af februar befandt sig 39-44 ulve i Danmark. For god ordens skyld skal nævnes, at antallet af ulve i skrivende stund (11. marts 2024) vurderes at være to individer lavere (dvs. 37-42) al den stund to formodede ulve blev påkørt og dræbt i weekenden 9.-10. marts 2024.

Antal ulve i februar 2024, fordeler sig således:

Ulvepar (8 ulvepar: 14 individer (de endnu uidentificerede (ukendte) ulve i revirerne regnes som danskfødte hvalpe født 2022 eller 2023 og indgår andet sted i opgørelsen) (Fig. 1):

  • Lille Vildmose-parret i Lille Vildmose-reviret i Nordjylland (etableret i januar 2024): Ukendt hunulv og GW2368m (indvandret i april 2021). Billeder taget i januar og februar 2024 viser to ulve, der færdes sammen i området. Der foreligger endnu ikke resultater, der identificerer den nytilkomne ulv, men det formodes at omhandle en hunulv, hvorved et nyt par formodes at være etableret.
  • Klosterhede-parret i Klosterhede-reviret i Vestjylland (etableret i januar 2023): GW3186f (danskfødt i Skjern-reviret i 2022) og GW1430m (indvandret i december 2019). Billeder taget i 2023 og 2024 viser tre ulve, der periodisk færdes sammen i området. Der foreligger endnu ikke resultater, der identificerer den nytilkomne ulv, men det formodes at omhandle en ulv beslægtet med hunulven i reviret og dermed en danskfødt ulv.
  • Ulfborg-parret i Ulfborg-reviret i Vestjylland (etableret i december 2022): GW3187f (danskfødt i Skjern-reviret i 2022) og GW2528m (indvandret i september 2021). Billeder taget i 2023 viser tre ulve, der periodisk færdes sammen i området. Der foreligger endnu ikke resultater, der identificerer den nytilkomne ulv, men det formodes at omhandle en ulv beslægtet med hunulven i reviret og dermed en danskfødt ulv.
  • Skjern-parret i Skjern-reviret i Vestjylland (første par etableret i november 2021 og nyt par etableret i november 2022): Hunulven GW2582f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021, sidst registreret i september 2023 i Skjern-reviret) formodes i november 2022 at have dannet par med GW2020m (indvandret i august 2021) og fødte seks hvalpe i 2023. Hunulven GW1434f (danskfødt i Ulfborg-reviret i 2019, sidste sikre fund 25. august 2022) fødte otte hvalpe i 2022 og formodes at være forsvundet sidst i 2022. Ud over det nye Skjern-par formodes et antal af de otte hvalpe født i 2022 og seks hvalpe født 2023 endnu at befinde sig i reviret. Mindst fem af de otte hvalpe fra 2022 er udvandret fra reviret: GW3062f blev fundet trafikdræbt den 20. december 2022, GW3186f dannede sidst i januar 2023 par med GW1430m i Klosterhede-reviret i Vestjylland, GW3187f dannede sidst i december 2022 par med GW2528m i Ulfborg-reviret, GW3190m er senest registreret 20. januar 2024 i Tyskland, og GW3273m er sidst registreret 15. februar 2023 i Vestjylland. Ingen af de seks hvalpe fra 2023 er registreret udvandret fra reviret. Det er oplaget, at nogle af de endnu uidentificerede ulve i andre revirer kan omhandle danskfødte hvalpe født i Skjern-reviret i 2022 og 2023.
  • Lønborg-parret i Lønborg-reviret i Vestjylland (etableringstidspunkt endnu uafklaret): GW2585f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021) har tidligere har været angivet som stedfast i Blåbjerg-reviret i Sydvestjylland, men er fundet i en række afføringsprøver fra november 2023 i Lønborg-reviret. Dertil kendes to andre profiler fra området, hvilke endnu er ved at blive identificeret. Billeder taget i 2023 og 2024 viser op til tre ulve, der periodisk færdes sammen i området og ud fra deres adfærd vurderedes to af dem at have dannet par, hvor GW2585f kan indgå.
  • Nørlund-parret i Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland (etableringstidspunkt endnu uafklaret): GW2857f (indvandret i januar 2023, sidst registreret i oktober 2023 i Nørlund-reviret) og GW3182m (danskfødt i Hovborg-reviret i 2022, sidst registreret i januar 2024 i Nørlund-reviret). Billeder taget i 2023 og 2024 viser to ulve, der færdes sammen i området og ud fra deres adfærd vurderedes de at have dannet par. Ud over GW2857f og GW3182m er GW2908m (indvandret i april 2022, sidst registreret i juni 2022 i Nørlund-reviret) og GW3197f (indvandret i juli 2023, sidst registreret i juli 2023 i Nørlund-reviret) kendt fra området, hvorfor det ikke kan udelukkes, at parret kan bestå af en anden kombination.
  • Oksbøl-parret i Oksbøl-reviret i Sydvestjylland (etableret i marts 2022): GW2583f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021) og GW1468m (danskfødt i Ulfborg-reviret i 2019).
  • Hovborg-parret i Hovborg-reviret i det sydlige Midtjylland (etableret i december 2020): GW1700f (indvandret i juni 2020) og GW1469m (danskfødt i Ulfborg-reviret i 2019). Dertil formodes et antal af de fire hvalpe født i 2021, seks hvalpe født i 2022 og otte hvalpe født 2023 endnu at befinde sig i reviret. Mindst én af de seks hvalpe fra 2022 er udvandret fra reviret: GW3182m er sidst registreret i januar 2024 i Nørlund-reviret. Ingen af de seks hvalpe fra 2023 er registreret udvandret fra reviret. Det er oplaget, at nogle af de endnu uidentificerede ulve i andre revirer kan omhandle danskfødte hvalpe født i Hovborg-reviret i 2022 og 2023.

 Stationære, enlige ulve (1 individ) (Fig. 1):

  • GW781m i Råbjerg-reviret i Nordjylland (indvandret i november 2017).

Enlige strejfende ulve (24-29 individer hvis nuværende opholdssted er usikkert, men som i denne oversigt regnes for at være i Danmark):

  • GW1894m (indvandret i november 2021, sidst registreret i maj 2022 i Vestjylland).
  • GW2313m (indvandret i juli 2023, sidst registreret i juli 2023 i Vestjylland).
  • GW2584f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021, sidst registreret i november 2023 i det sydlige Midtjylland). Opholder sig periodisk i Hovborg-reviret i det sydlige Midtjylland sammen med Hovborgparret og hvalpe fra 2022 og 2023, men tager på ekskursioner ud af reviret.
  • GW2605m (indvandret i april 2022, sidst registreret i november 2023 i Vestjylland).
  • GW2908m (indvandret i april 2022, sidst registreret i juni 2022 i Nørlund-reviret). Kan være en del af Nørlund-parret i Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland.
  • GW3197f (indvandret i juli 2023, sidst registreret i juli 2023 i Nørlund-reviret). Kan være en del af Nørlund-parret i Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland.
  • GW3273m (danskfødt i Skjern-reviret i 2022, sidst registreret i februar 2023 i Vestjylland).
  • Hvalpe født i 2022: Skjern-parret fik i 2022 et kuld på mindst otte hvalpe, hvoraf mindst fem er registreret udvandret fra reviret og derfor indgår andre steder i opgørelsen: GW3062f blev fundet trafikdræbt den 20. december 2022, GW3186f dannede sidst i januar 2023 par med GW1430m i Klosterhede-reviret i Vestjylland, GW3187f dannede sidst i december 2022 par med GW2528m i Ulfborg-reviret, GW3190m er senest registreret 20. januar 2024 i Tyskland, og GW3273m er sidst registreret 15. februar 2023 i Vestjylland). Hovborg-parret fik i 2022 et kuld på mindst seks hvalpe, hvoraf mindst én er registreret udvandret fra reviret og derfor indgår andet steder i opgørelsen: GW3182m er sidst registreret i januar 2024 i Nørlund-reviret, hvor den formodes at have dannet par med GW2857f. Det er oplagt, at nogle af de endnu uidentificerede ulve i andre revirer kan omhandle danskfødte hvalpe født 2022.
  • Hvalpe født i 2023: Skjern-parret fik i 2023 et kuld på mindst seks hvalpe, hvoraf ingen er registreret udvandret fra reviret. Hovborg-parret fik i 2023 et kuld på mindst otte hvalpe, hvoraf ingen er registreret udvandret fra reviret. Det er oplagt, at nogle af de endnu uidentificerede ulve i andre revirer kan omhandle danskfødte hvalpe født 2023.

Grundet antallet af forskellige ulve i Danmark og en kombination af den naturlige forsinkelse på DNA-resultater (grundet analysernes varighed) og det faktum, at der i overvågningsopgaven fra og med 2024 er afsat midler til et begrænset antal DNA-analyser (62 husdyrprøver ud over 100 DNA-prøver af biologisk materiale) på årsbasis, er det ikke længere muligt at angive et så præcist estimat over antallet af ulve, som det til og med 2023 har været tilfældet.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum, Aarhus, Kent Olsen, kent@nathist.dk / +45 40 27 20 30.

Professor ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, Peter Sunde, psu@ecos.au.dk / +45 20 63 07 04.

 

Figur 1. Geografisk fordeling af sikre og bekræftede (C1 og C2) fund af ulv i Danmark i perioden 2012-2024. Orange cirkler markerer områder med ulvepar, mens grønne cirkler markerer områder med stationære enlige ulve.

  • Kent Olsen