28. maj 2025

Hund dræbt af ulv

Den nationale ulveovervågning har registreret poteaftryk omkring en død hund på en mark i det centrale Midtjylland. Sporene indikerer entydigt, at hunden, som strejfede på egen hånd, blev dræbt af ulv. Foreløbige DNA-analyser understøtter denne konklusion.

Den 18. april 2025 blev den nationale ulveovervågning kontaktet af to ulvekonsulenter fra Naturstyrelsen, da en hund var fundet død på en mark. Mistanken var et muligt ulveangreb. Samme eftermiddag blev området undersøgt af en af de erfarne frivillige fra ulveovervågningen. Sporforløbene viste, at hunden havde vandret rundt på markerne mindst 200 meter fra den ejendom, den hørte til. Her krydsede hundens spor sporene fra en gruppe på fire ulve, der over en strækning på mindst 600 meter havde fulgt efter en rudel krondyr. Her var hunden blevet dræbt.

Ulvene var ikke opsøgende over for hunden

Der var ikke blevet spist af hunden. Den var udelukkende blevet nedlagt og efterladt. Hændelsen har efter alt at dømme fundet sted, idet ulvenes rute og hundens rute tilfældigvis har krydset hinanden på marken. Intet i sporforløbene synes at indikere, at ulvene har været opsøgende over for hunden.

Vant til at tilbringe natten udenfor

Ejendommen, hvor den dræbte hund hørte til, ligger i Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland, hvor der i foråret 2024 blev født mindst fem ulvehvalpe. Ulveparret og dets hvalpe færdes på markerne øst for ejendommen. Det viser bådeiagttagelser fra offentligheden og beboere i området. Det er samtidig almindeligt, at krondyr, dådyr og rådyr færdes på disse marker. Det må formodes, at hunden kendte området omkring ejendommen, og ifølge oplysninger fra konsulenterne var det ikke ualmindeligt, at den på egen hånd tilbragte natten alene udenfor – uden at være bundet eller i hundegård.

Spytprøver fra bidmærker tyder på ulvedrab

Konsulenterne indsamlede DNA-prøver fra pelsen omkring bidmærker på den døde hund. Indtil videre har laboratoriet oprenset en DNA-sekvens, der sandsynligvis består af en blanding af to haplotyper (varianter af mitokondrie-DNA). Den ene haplotype er fremtrædende og vidt udbredt i den Centraleuropæiske lavlandsbestand af ulv. Den anden er typisk hos hund og stammer sandsynligvis fra hunden selv. Den foreløbige analyse synes derfor at understøtte, at hunden er blevet dræbt af ulv.

Mødet var et tilfælde

Undersøgelsen af omstændighederne omkring fundet af den døde hund viste, at hunden havde opholdt sig udenfor natten igennem. Her havde den bevæget sig rundt på marker mindst 200 meter fra den bebyggelse, hvor den hørte til. Sporforløbene indikerer entydigt, at hunden er blevet dræbt af ulv. Mødet på marken, hvor hunden havde krydset spor med fire ulve, synes helt tilfældig og fandt formentlig alene sted, fordi hunden færdedes på markerne omkring ejendommen om aftenen eller natten uden følge af menneske. Hændelsen har efter alt at dømme fundet sted, idet ulvenes rute og hundens rute tilfældigvis har krydset hinanden på marken øst for ejendommen. Intet indikerer, at ulvene har været opsøgende over for den dræbte hund. Der var ikke blevet spist af hunden.

Læs notatet fra den nationale ulveovervågning omhandlende en ”Gennemgang af poteaftryk og sporforløb i forbindelse med formodet ulvedræbt hund” her.

For yderligere oplysninger – kontakt venligst:

Videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Kent Olsen, kent@nathist.dk / +45 40 27 20 30

Poteaftryk fra ulv fundet ved  stedet, hvor hunden blev fundet død. Foto: Frivillige fra den nationale ulveovervågning.

  • Kent Olsen